Børnehuset Trolle

I samarbejde med jer forældre, vil vi gerne tage et medansvar for børnenes trivsel, læring og udvikling - kort sagt for dannelsen af børnenes personlige, følelsesmæssige, sociale og kropslige kompetencer.

Børnehuset Trolle var den første integrerede institution i Aarhus Kommune - vi tog selv initiativet, da vi så pædagogiske/psykologiske muligheder ved at have børnene fra blealderen til skolealderen. Børnene er hinandens ressourcer og profiterer meget af, at være sammen på tværs af alder og køn.

Vi har to basisgrupper - Vuggestuen ”Spiren” og Børnehavebørnene ”Solen” - men ellers er vores Børnehus funktionsopdelt med mange spændende og mangfoldige rum. På den måde kan børnene afskærme og fordybe sig alene eller i mindre grupper - også sammen med de voksne.

Vi vægter en tydelig struktur, rutine og genkendelighed i vores hverdag, så børnene kan overskue helheden og få optimale lærings- og trivselsmuligheder.

I vores hverdag veksler vi mellem voksen organiserede aktiviteter og børnenes egne organiserede lege. Vi prioriterer udelivet rigtig højt med skoven og stranden som vores nærmeste naboer. Ligeledes tager vi på mange ture og bruger især kulturlivet fx Aros, Naturhistorisk Museum, Den gamle By, Dokk 1, Væksthuset etc.

Her i Børnehuset Trolle har vi meget fokus på æstetik, kunst, kropslige processer og leg i hverdagen. Vi har mange inspirerende lære- og væresteder fx udfordrende kreative forundringsrum, hvor man kan lade sig opsluge fx i Sørøvertårnet, Sansetoget og i Aladdins Hule.

Vi prioriterer at have mange kunstnere tilknyttet fx keramikere, billedkunstnere og musikpædagoger, så alle både små og store, kan spejle sig i forskellige faggrupper.

I personalegruppen er vi anerkendende, rummelige, nærværende og passioneret med en høj faglig stolthed med hjertet på rette sted. Ligeledes har modet til at gå nye veje og ikke kun i andres fodspor.

Vi er reflekterende og i konstant dialog med hinanden med en synlig og praksisnær leder. Vi bruger de såkaldte ”bløde data” fx som video, foto, praksisfortællinger, indsamling af børnenes stemmer, så vi hele tiden kan blive klogere sammen og tager altid afsæt i konteksten med de voksne som de hovedansvarlige.

Vi har en ligelig kønsfordeling, som giver en god dynamik og hvor har børnene har mulighed for at identificere sig med begge køn.

Vi tilbyder dig et højt kvalificeret fagligt miljø, som kan matche, inspirere og udvikle små og store. Vi tør stille tvivl til skue og trives i et miljø, hvor alle brænder for at gøre en forskel.

Du og dit barn vil blive en del af en stolt, levende, legende kultur, hvor fagligheden er højeste fællesnævner.

Vi håber derigennem at skabe robuste/livsduelige børn, der formår at bruge alle deres mange intelligenser hele livet igennem og som er i stand til at udtrykke deres tanker/følelser.

Børn er små kunstnere og filosoffer - det kan vi voksne lære meget af.

Vi fødes som original og dør som kopi - det vil vi gerne være med til at lave om på.

For os har barndommen værdi i sig selv og børnene er de voksnes store læremester i den enkle udfordrende kunst at være til stede i nuet.

I Børnehuset hvor børnene bor, har vi mærket, hvordan små mennesker gror, når blot vi voksne kan vise og guide og lade børnene lede og spejde. I Børnehuset vokser børn som træer, alle har de grønne blade og smukke tæer. Livet i huset skaber rum for alle, her kan vi rejse os, her kan vi falde. Altid er der en guidende hånd, her kan vi knytte bånd.

P.S.

I kan læse mere under ”Dit barns udvikling og trivsel” og ”Traditioner”.

 

I Børnehuset hvor børnene bor, har vi mærket, hvordan små mennesker gror, når blot vi voksne kan vise og guide og lader børnene lede og spejde. I Børnehuset vokser børn som træer, alle har de grønne blade og smukke tæer. Livet i huset skaber rum for alle, her kan man rejse sig, her kan man falde. Altid er der en guidende hånd, her kan man lære at knytte bånd.

Hvad Børnehuset vil kendes på:

  • At der hele tiden bliver kælet for at skabe nogle inspirerende, udfordrende og æstetiske lærings- og trivselsrum for alle, både store og små, med en tydelig struktur, rutiner og genkendelighed i forhold til social dannelse.
  • At der fortsat skabes en fælles kultur, hvor alle tager ejerskab/medansvar for at skabe god stemning og positive energier – en fælles stolthed og hvor alle føler sig velkommen og betydningsfulde.
  • At børn er kompetente, ligeværdige samarbejdspartnere, som skal ses, høres, anerkendes og have indflydelse på sit eget liv. De skal gøres til aktører i deres egen udviklingsproces.
  • At børnene møder engagerede voksne, som har noget særligt at byde på - brænder de voksne går der ild i børnene.
  • At der samles på stjernestunder, hvor både børn og voksne er fordybede og nærværende i at skabe meningsfulde relationer. 
  • At det enkelte individ og fællesskabet er hinandens forudsætninger og vi alle er forpligtet i et fællesskab.
  • At vi løbende prioriterer at have forskellige kunstnere ansat, som kan være en øjenåbner for både børn og voksne. 
  • At vi har et aktivt og åbent samarbejde med vores forældre, hvor dialogen og refleksionen og helt konkrete og aktuelle emner prioriteres – vi er hinandens hjerter, hjerner, øjne og ører.
  • At der er en høj faglig stolthed blandt personalet og en psykisk robusthed til at gå nye veje og ikke gå i de andres fodspor.
  • At der ikke er pasningsgaranti, men garanti for læring, dannelse, trivsel og udvikling.
  • At vi skaber en selvværdskultur fremfor janteloven – du skal tro du er noget, du skal tro, du kan noget.

Vigtige guidelines:

  • At vi løbende sikrer os, at relationerne imellem børnene er meningsfulde/ respektfulde og at ingen bliver holdt udenfor (ekskluderet). Husk både at gå foran og være med til at skabe nogle gode legerelationer, andre gange ved siden af, for at understøtte og guide børnene i deres mange legeprocesser og bagved, hvor vi voksne er mere ”usynlige”.
  • At vi skal passe på med de lange forklaringer. Børnene kommer på overarbejde, hvis de hele tiden skal aflæse/tolke de voksne, og det dræner dem for energi. Børnene bliver aflastet, hvis vi tager ansvar og er tydelige overfor dem.
  • At der bliver brugt et anerkendende sprog, hvor alle bliver set, hørt og værdsat. Vi er forpligtet til at tage børnenes perspektiv og forsøge at tage deres ”briller” på og være undersøgende og nysgerrige på deres intention. De skal have lov til at argumentere, hvorefter vi voksne skal træffe den bedst mulige beslutning og holde fast i den.
  • At det altid er de voksne, der skal tage ansvaret for relationen fx: ”Jeg vil gerne have, at du tager regnbukser på, fordi det er koldt og vådt” eller ”Jeg vil gerne læse en bog for dig, så du får en pause, da du ser træt ud”. Det lille barn kan ikke regulere sig selv - enkelt udtrykt er det, som om det har en speeder, men ingen effektiv bremse. Derfor skal den voksne guide og hjælpe barnet gennem konkrete handlinger.
  • At undgå for mange spørgsmål og erstat dem af personlige udsagn: ”Jeg har lagt mærke til, at du i den seneste tid, er blevet meget vred på de andre børn. Jeg vil gerne vide, hvad det er, eller om jeg tager fejl” - denne udtalelse er åben og lægger op til en samtale. Eller ”Du ser ked ud af det” - her spejler man barnet, hvor man prøver at forstå de følelser, tanker og fantasier, som kan ligge bag et barns ”problemadfærd”. ”Spejling” kan betragtes som en kvalificeret form for gætteri, der er nødvendigt for at barnet kan udvikle en sund psyke og efterhånden får ord for sine indre tilstande.
  • At vi lærer børnene at være ansvarlige og forpligtet i forhold til fællesskabet, så det ikke altid er ”mig først” - lære at skifte perspektiv fra mig til dig. At vi skal gøre børnene robuste/livsduelige ved bl.a., at de bliver udfordret i forhold til, hvad de har forudsætninger for - de kan så meget, hvis de får lov. Børnene skal også lære at håndtere nederlag og konflikter, så de ikke ”knækker” over på midten, så snart livet skubber og puffer lidt til dem. Børn der kun kender sig selv som vindere, udnytter aldrig deres talent fuldt ud. Men vær altid opmærksom på magtrelationen mellem barn og voksen.
  • At vi voksne er engagerede, kreative, børneorienterede, nysgerrige, nærværende og kan lade os begejstre i samværet med børnene. Vi skal kunne noget forskelligt, så alle børnene kan blive udfordret på en mangfoldig måde. F.eks. skal vi passe på med at være ”smagsdommere”, da der kan gemme sig rigtig mange kreative historier bag en tegning, som ikke rigtig ligner noget. Det handler om at stille de ”meningsfulde/betydningsfulde” spørgsmål og lytte. F.eks. nytter det heller ikke noget, hvis børnene kun kan læse en opskrift, hvis de aldrig får lov til at bage bollerne - hovedet, hjertet og kroppen skal i spil.
  • At vi inviterer forældrene til mere aktivt at forholde sig til vores hverdag og på den måde er med til at tage et ansvar for at styrke børnenes fællesskaber. Pædagogerne er også ansvarlige for at ”spejle” forældrene og evt. igangsætte læringsprocesser i forhold til barnets udvikling og trivsel.
  • At ord og handlinger altid skal følges ad f.eks.: ”Jeg vil gerne ha`, at du tager tøj på”, skal max siges to gange, hvorefter du skal handle dvs. hjælpe barnet i gang. Pas på den manipulerende anerkendelse: ”Jeg kan godt forstå, at du ikke vil have jakken på, men det skal du.”
  • At fortælle børnene, hvad de må konkret og tydelig, i stedet for at fokusere på det, som de ikke skal gøre f.eks. ”Jeg vil gerne have, at du tager ham i hånden”, eller ” Jeg vil gerne have, at du hører efter, når jeg siger noget til dig”. På den måde vænner vi også børnene til at formulere sig hen imod motivet, i stedet for væk fra motivet. Fokusloven er lige så effektiv som tyngdeloven og resultatet er, at du får mere af det, som du ønsker.
  • At vi i vores personaleteam løbende sikrer os, at vi har dialoger med hinanden, både om det vi lykkes med, og det vi bøvler med, så vi sammen kan reflektere og blive klogere. Hvis vi ikke taler sammen, bliver det ens egne forestillinger, teorier, projektioner, fordomme, vurderinger og tolkninger, der kommer til at dominere.
  • At børn som udgangspunkt samarbejder så langt, som de overhovedet kan med de voksne omkring dem, og derfor skal vi passe på dem, så deres integritet ikke lider overlast. Det er ikke for at genere os, når de ikke gør, hvad vi siger - de gør det faktisk så godt, som de kan.
  • At hver gang vi voksne oplever et ”problem” hos et barn, skal vi stille spørgsmålet: ”Hvad er det, barnet skal lære for at ”problemet” forsvinder?”. Dermed fokuserer vi på det udviklende, og hvad vi kan gøre i det pædagogiske miljø som helhed og i samarbejde med forældrene. Kort sagt have fokus på inklusion, hvor relationerne og barnets kontekst er vigtig i stedet for eksklusion, hvor det er barnet, der er problemet, og hvor det er løsrevet fra en helhed. Der ligger to meget forskellige menneskesyn bag de to begreber.
  • At hvis børnene har en problematisk adfærd har de brug for hjælp, brug for de voksnes omsorg, forståelse og indsigt. Der er nemlig stor forskel på, om børnene bliver forstået og hjulpet i stedet for at blive anklaget og stigmatiseret. Det er vigtigt at skelne mellem barnets intention og adfærd, derfor skal vi være opmærksomme på ”paradoksproblemet” - børn der opfører sig stik modsat det, som de har brug for”. Når børn er i ”alarmhjernen”, så er de indstillet på overlevelsestanker – kamp, flugt eller ”freeze”. Derfor har de brug for ro, omsorg og beskyttelse og ikke argumenter, da de er ude af sig selv. Det giver næring til ”tænkehjernen”.

 

 

1. kerneværdi

Anerkendelse og ros:

Vi er overbeviste om, at en anerkendende kommunikation, hvor alle bliver set, hørt og værdsat, skaber tid, trivsel og glæde.

Hvorimod en underkendende kommunikation dræner en for hvor energi, selvværd og troen på hinanden.

Anerkendelse er en holdning/værdi og ikke en metode, hvor man afstemmer sig følelsesmæssigt og gør sig umage med at se verden gennem den andens perspektiv f.eks. ved at ”læse”/oversætte barnets oplevelser, tanker og følelser f.eks.: ”Var det svært at sige farvel til din mor i dag?” eller ”Jeg synes, at du ser træt ud, er det rigtigt (pause) - er der noget, som jeg kan hjælpe dig med?”.

Følelser skal udtrykkes og ikke undertrykkes f.eks.: ”Hvad er du ked af?” og ikke: ”Det er da ikke noget at være ked af”, som er ud fra en voksen optik.

Når barnet er ked af det, græder det fra hjertet, så derfor nytter det heller ikke at tale til hovedet.

Vi skal hjælpe hinanden med at holde af, holde ud, holde om og kigge på følelserne bag handlingerne, frem for kun at vurdere på handlingerne.

F.eks. i stedet for at sige: ”Nej, du skal ikke tage legetøjet fra Hugo”, så sig: ”Ja, jeg kan godt forstå, at du har lyst til at lege med den bil og du må få lov til at lege med den, når Hugo er færdig”.

En følelse kan aldrig være rigtig eller forkert, den er der bare - derfor skal følelsen altid accepteres og bekræftes.

Derimod kan adfærden, der fremkaldes af følelsen være uacceptabel.

Her er det vigtigt, når børnenes vrede har fortaget sig at hjælpe dem med, hvad de kan gøre, når de bliver så vrede, at de får lyst til at slå eller hvordan de kan hjælpe hinanden med at blive venner igen. 

Vi tror også, at vi skal være meget bevidste om at undgå for mange af de automatiserede svar: ”Ja, du er dygtig” - ”Hvor er det flot” og ”Ja, den er fin”.

Den rosende tilgang til barnet gør det nødvendigvis ikke klogere på sig selv, men kan give barnet et indtryk af at det her i livet handler om, at være dygtig, flot og hurtig. Når vi roser, giver vi en bedømmelse. 

Anerkendelse ligger i at give udtryk for, at vi f.eks. er glade for tegningen.

Det er ikke kun produktet, der er vigtigt, men den glæde, som barnet kommer og giver sin tegning med samt det nærvær, der opstår imellem vi voksne, når vi tager imod tegningen.

F.eks.: ”Må jeg prøve og se, hvad du har tegnet? Kan du ikke fortælle mig, hvad det sorte forestiller sig? og du har brugt gul, som er min yndlingsfarve eller: ”Tak, den er jeg glad for”.

Når vi anerkender barnet, støtter vi dets selvværd og når vi roser barnet, støtter vi dets selvtillid.

Det er to forskellige måder at være i kontakt med barnet på, som påvirker dets udvikling forskelligt.

Selvværd betyder, at vi kan lide os selv for dem, vi er.

Selvtillid betyder, at vi kan lide os selv for det, vi gør.

F.eks. hørte jeg engang en dreng på 6 år sige: ”Jeg har selv tørret mig” og den voksnes svar: ”Hvor er du dygtig”. Jeg tvivler på, at den ros var i samklang med drengens egen oplevelse af sit toiletbesøg. Dygtig til at gå på toilettet!

I mine ører lyder det mærkeligt.

Et anerkendende og mere nærværende svar kunne have været: ”Hvor er det dejligt for dig, at du selv kan klare det”.

Eller et andet eksempel, hvor der er en dreng, der siger: ”Min tegning er grim” og den voksen, der svarer: ”Er det fordi, du gerne vil have, at den skal ligne de andres? Dreng: ”Ja”. – Voksen: ”Vil du prøve at tegne en gang til, hvis jeg hjælper dig”.

Jeg er overbevist om, at dette svar giver drengen lyst til at prøve kræfter med nye udfordringer og gå-på-mod.

Var den dreng blevet mødt med: ”Nej, den er da flot”, ville han ikke føle sig set og hjulpet af den voksne.

Kort sagt skal vi tilstræbe at have en anerkendende og ressource-orienteret optik, hvor det er de positive fortællinger, der er i fokus i stedet for ”fejlfinderi”.

Derfor skal vi som udgangspunkt tillægge barnet positive motiver og hjælpe barnet videre ved at tænke: ”Hvad er det, han/hun skal lære”.

Ligeledes kaste lys på udviklingssprækkerne f.eks. kan en lille hånd på barnets skulder ofte gøre en forskel, samtidig med at vi hele tiden tilstræber at se fra barnet og ikke på barnet f.eks. hvorfor er han så urolig.

Nogle gange har børnene så meget energi og kreativitet, at de ofte handler, før de tænker.

Hvordan vi bl.a. understøtter børnenes sociale kompetencer/relationer og skaber frugtbare lege- og læringsmiljøer i et anerkendende perspektiv:

  • At vi er i dialog med børnene om, hvad det vil sige at være en god kammerat, så de får en fælles forståelse for og tager et medansvar for egen og andres trivsel, f.eks. hvis nogen bliver drillet eller som ikke må være med i legen. Børnene skal som udgangspunkt lære at være åben og sige ja til at lege med hinanden i stedet for nej.
  • At vi roser og anerkender børnene, når de er gode kammerater f.eks.: ”Jeg så, at du hentede en bil til William, da han var ked af, at hans mor skulle gå - det var betænksomt af dig, hvor er du en god kammerat.
  • At vi hjælper børnene med at lytte og forstå hinandens ideer/initiativer og oversætte dem positivt, hvis der er tale om misforståelser.
  • At vi tager ansvaret for at etablere nogle gode samværs- og leveregler f.eks.:
  • At vi taler og behandler hinanden med respekt og bruger et anerkendende sprog
  • At vi opfordrer børnene til at vise omsorg når f.eks. et barn er ked af det.
  • At vi hjælper hinanden med at rydde op eller med at tage tøjet af/på.
  • At vi støtter børnene i deres glæde og opmærksomhed overfor de andre børn.
  • At vi værdsætter hinanden og hvor ingen bliver ekskluderet.
  • At børn, personale og forældre siger et personligt godmorgen til hinanden hver dag og slutter dagen med et farvel.
  • At forældrene opfordres til at tage hinandens børn med hjem både drenge/piger på tværs af alder.
  • At forældrene opfordres til ikke kun at forholde sig til sit eget barn, men også er opmærksomme på at involvere sig i de andre børn.

Billedlig talt kan vi f.eks. se anerkendelse som en lommelygte - det vi lyser på i mørket, bliver set og kommer i fokus og resten henlægges i mørket.

Som en konkret pædagogisk metode til en anerkendende pædagogik, kan man bruge Marte Meo, som betyder ”ved egen kraft” og som er opfundet og udviklet af den hollandske terapeut Maria Aarts i slutningen af 1970èrne inspireret af Daniel Stern.

Metoden er baseret på et positivt menneskesyn, hvor det er det gode samspil/de gode relationer mellem barn/voksen, som er nøglen til al læring og trivsel.

Metoden er baseret på videooptagelser af almindelige dagligdags samspilssituationer, hvorefter samspillet observeres og analyseres ud fra Marte Meo metodens principper for en udviklingsstøttende kommunikation.

De overordnede principper er:

  • At bruge en positiv stemmeføring og se, følge og benævne barnets initiativer, følelser og handlinger og respektere barnets forskellige tempo.
  • At spejle barnet positivt - vis dit gode ansigt, hvor vi voksne hjælper barnet med at bekræfte og sætte ord på dets følelser og tanker, hvis det ikke kan selv.
  • At have øjenkontakt/at være nærværende, når du er i kontakt med barnet, så det bliver set, hørt og værdsat.
  • At tage positiv ledelse - være på forkant med situationen og fortæl, hvad det er, du gerne vil have, at barnet skal gøre. Det er altid den voksne, der er ansvarlig for den gode stemning.
  • At den voksne er social opmærksomhed f.eks. når vi spiser, hvor de skal sikre sig at der er en dialog med hinanden og ikke kun fra voksen til barnet.

2. kerneværdi

Krav/forventninger ud fra barnets forudsætninger.

Børn er i sagens natur meget forskellige og derfor er det også meget forskelligt, hvad passende udfordringer er.

Vores opgave som voksne er, at beskytte børn så de ikke får for store udforinger og samtidig give dem udfordringer, som de både kan vokse af og samtidig blive robuste af.

Det er nytteløst at stille krav til barnet, som de på grund af deres alder og udvikling ikke kan leve op til.

Vi kan derfor heller ikke lave aftaler med børn under 6 år, så når den voksne siger: ”Du må godt lege 10 minutter, er det en aftale?” - Barn: ”Ja” og når vi kommer igen, vil barnet ikke med og de voksne: ”Kan du huske, hvad vi aftalte” og begynder måske at ”slå med tungen”.

Når barnet siger ”ja”, er det fordi, at det sprogligt er længere end det hjernen egentlig kan overskue.

Det er et alt for stort krav at stille til barnet og det er hårdt at få ”skæld ud”, når intentionen hverken var at genere eller udnytte situationen.

Aftaler kan kun indgås blandt ligestillede.

Nogle gange laver vi den slags aftaler med børn, for at undgå potentielle konflikter, men det går ikke, at tørre ansvaret over på barnet.

I stedet for at kommunikere i spørgsmål: ”Vil du med hjem?”, så vær opmærksom på at afstemme, hvad barnet kan, skal og vil.

Ligeledes at fortælle børnene, hvad vi vil have, de skal gøre og ikke hvad de ikke skal gøre.

Som udgangspunkt vil de nemlig gerne gøre det, de voksne vil have dem til, men de får nogle gange ikke klare anvisninger og så bliver de nødt til at prøve sig frem.

F.eks. ”jeg vil gerne have, at du går i stedet for at løbe” eller ”Jeg vil gerne have, at du henter mig, hvis du har svært ved at forklare de andre, hvad du vil sige”.

Børn bliver aflastet, hvis vi er tydelige overfor dem ellers kommer de på ”overarbejde”, fordi de hele tiden skal aflæse/tolke selv og det dræner dem for energi og gør dem usikre.

I den sammenhæng er det vigtigt, at vi voksne er autentiske dvs. at være oprigtige og troværdige og tage et personligt ansvar: ”Jeg vil gerne have…” i stedet for: ”Du må ikke …” og at måden vi taler og gør tingene på stemmer overens med det, som vi siger og gør.

Børnene skal ikke være tilskuer til deres eget liv - forstået på den måde, at hver gang, vi voksne gør noget for børnene, som de selv kunne have gjort, holder vi noget af dets udvikling i deres hænder og kommer til at opdrage dem til hjælpeløshed.

Børnene skal i stedet være aktive med- og modspiller og de skal udfordres og forstyrres ud fra, hvad de har forudsætninger for, så de på den måde lærer at mestre sig selv.

Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, at små børn har 360 grader opmærksomhedsfelt.

Derfor skal de skærmes og det er en god ide at tænke på, hvor meget forskelligt barnet bliver budt på samme tid.

Derfor skal vi hele tiden være bevidste om en trinvis guidning afstemt i forhold til barnets alder.

Der er 3 vigtige nøglebegreber, som vi i personaleteamet skal have fokus på i forhold til den nye hjerneforskning :

Struktur:

Barnets rytme i løbet af dagen, som hjernen genkender. Hjernen forholder sig til ”struktur” og jo mere barnets hjerne er på ”overarbejde”, jo mere kaotisk kan det blive for barnet.

Gentagelse:

Barnet udvikler sig ved gentagelse og hvis det ikke sker og barnet i forvejen er udsat, bliver det dobbeltbelastet.

Timing:

Noget lykkes på nogle tidspunkter - andet på andre tidspunkter f.eks. at blive renlig. Her er der både tale om et fysiologisk og mentalt perspektiv, samtidig med at der også er store individuelle variationer i forhold til hjernens modning.

P.S.

Når disse 3 ting er tilgodeset, er hjernen plastisk (formbar) og dermed rustet til det uforudsigelige.

Husk at tonen og stemningerne er altafgørende for at læring kan lykkes.

Hvis ikke kan ordene ikke omsættes til læring.

3. kerneværdi

Barneperspektivet og Voksenperspektivet

Det er vigtigt for os, at både små og store er aktører og bidrager til at kvalificere og forfine vores pædagogiske arbejde.

Derfor har inddragelse af børnenes perspektiver altid været et centralt omdrejningspunkt og ”hjertebarn” for os, fordi vi ofte har erfaret, at netop den anerkendende inddragelse af børnenes egne oplevelser og synspunkter er helt afgørende for, om vores pædagogiske arbejde lykkes.

For os er voksen- og barneperspektivet to ligeværdige størrelser, som går hånd i hånd og sammenflettes til et fælles tredje, hvor det er både/og tænkningen, der er i fokus frem for enten/eller.

Vi skal ”danse sammen” i en stor bevægelse, hvor vi både er voksen og børneorienteret.

Børn er ligeværdige med voksne, men ikke ligestillede eller jævnbyrdige.

Vi voksne har selvfølgelig en helt anden indsigt, viden og erfaringer, men vi har alle en værdi i kraft af, hvem vi er.

Børn er specialister i at være børn og derfor er det os voksne, der skal gøre sig umage med at lytte til børnenes egne stemmer, da de ofte tænker, føler og oplever verden anderledes end vi voksne.

Børnene er for os fantastiske samarbejdspartner og meget villig til at bidrage til vores ”uvidenhed” som voksne, hvis vi evner at give slip på ”sandheden” (som nogle af os tror vi har patent på).

Vi skal blive bedre til at tage antropologens briller på og tage på en opdagelsesrejse ind i barnets virkelighed og gøre sig umage med at forstå meningen med det liv, der leves i for os et ukendt land.

Men det forudsætter at vi voksne er tilstrækkelige undrende og nysgerrige til at opleve andet end vores eget spejlbillede f.eks.: ”Hvad er børnene optaget af?”- ”Hvad leger de for øjeblikket?” – ”Hvad er svært/spændende for dem?” osv. kort sagt have et åbent sind, åbent hjerte og åben vilje.

Udover det skal vi voksne selvfølgelige være engageret og nærværende, så vi kan motivere og inspirere børnene og øse af vores forskelligheder.

Samtidig med skal vi hele tiden være bevidste om, at vi altid har det fulde ansvar for børnenes trivsel/relationens kvalitet og at deres udvikling foregår i et positivt læringsmiljø, hvor børnene får relevante med- og modspil.

Det største problem for de børn, som har det svært er, at ændre på de voksnes fore-

stillinger og forventninger til dem.

Derfor er det vigtigt, at vi hjælper hinanden med ikke at gøre ”barnet besværligt” f.eks.: ”Hvor er Mathias bare træls” og at det er ham, der er ”årsagen” til problemet, men i stedet fokusere på ”relationen som besværlig” f.eks.: ”Hvordan kan jeg blive bedre til at møde Mathias”.

Vi skal arbejde med at få de positive ting hos barnet i spil, så det er dem, der bliver synlige og dem, som vi kommer til at arbejde med, frem for de fejl og mangler, der er hos barnet.

Kort sagt arbejde med konteksten for vanskeligheder og ikke kun individet i vanskeligheder.

Hver gang vi voksne oplever et problem hos et barn, skal vi stille spørgsmålet: ”Hvad er det, barnet skal lære, for at problemet forsvinder?”.

Dermed fokuserer vi på det udviklende og hvad vi kan gøre i det pædagogiske miljø som helhed.

Kort sagt have fokus på inklusion, hvor relationerne og barnets kontekst er vigtig i stedet for eksklusion, hvor det er barnet, der er problemet og hvor det er løsrevet fra en helhed.

Der ligger to meget forskellige menneskesyn bag de to begreber.

Konteksten:

De fysiske rammer (hvilke betingelser vi giver børnene).

Institutionskulturen (værdier, rutiner, holdninger m.m.).

Forældresamarbejdet.

Relationen voksen/barn.

Relationen barn/barn.

Barnets egen stemme er en væsentlig information (gøre dem til medspiller).

Vi skal især arbejde med hvorfor børn falder ud af fællesskabet og hvad det er for fællesskaber, vi byder børn.

Vores tese er, at de børn der forstyrrer mest, er dem som ikke er en del af et fællesskab.

Det skal være sikkert at sidde yderst på bænken, da det handler om, at alle er aktører, for man falder ikke ned, hvis de børn, der sidder i midten ikke skubber.

Alle vil gerne optages i et fællesskab og knokler for kontakt, da det er meget skræmmende og ensomt at blive holdt udenfor.

Så det er rigtig vigtigt, for børns trivsel og deres udvikling, at de færdes i et miljø, der er præget af varme, omsorg og indlevelse - ”at høre til” og være betydningsfuld i et fællesskab.

Børn kan nemlig ikke forandre sig, når de er negativ beskrevet.

Vi skal turde have modet som god kollega at gribe ind, hvis vi overværer at en kollega er mindre heldig i en situation med et barn og øve os i at tage barnets perspektiv f.eks.: ”Hvordan ville det virke på mig, hvis jeg var barnet?” og så reagere ud fra denne oplevelse, samt fastholde at det er en professionel samtale.

Vigtigt at vi også bruger vores viden/erfaringer og indtager en position over for forældre, hvor vi tør ”blande” os ud fra barnets perspektiv.

Som der står i bogen: ”Den etiske fordring” af filosoffen Løgstrup: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd.

Det kan være meget lidt, en forbi gående stemning, en oplagthed som man får til at visne eller vækker, en lede man uddyber eller hævder.

Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej”.

De voksne kan få børn til at blive stolte, selvstændige, åbne og fulde af respekt for sig selv og andre.

Men de kan også gøre det modsatte.

4. kerneværdi

Konflikter/uenigheder:

Håndtering af konflikter/uenigheder, er en del af livet og en uundgåelig del af samværet mellem mennesker og derfor skal vi kunne rumme dem.

Den traditionelle måde at løse konflikter på er ofte, at de voksne bliver dommere i børnenes konflikter og derfor kommer til at afgøre, hvem der har ret og placere et ansvar.

Vi synes, at det er meget bedre at guide børnene til selv at løse konflikterne, hvor vi voksne påtager os ansvaret for at styre processen, så der bliver flere vindere f.eks.:

At lytte til børnene - så de selv kan fortælle, hvordan de hver især har oplevet konflikten.

At når vi så har hørt begge historier, kan vi afhængig af situationen og børnenes alder, udforske konflikten ved at spørge ind til: ”Hvordan havde du det, da han sagde, at du var dum?” osv..

At rette fokus fremad – her er det vigtigt, at børnene selv finder positive ændringsmulighed, de har faktisk mange kreative forslag.

Måske skal vi også blive bedre til at gå fra med børnene, når vi skal løse en konflikt i stedet for, at alle andre hører på det.

Det gør vi jo også selv som voksne.

Det er den voksnes ansvar, at vurdere om vi skal gå på detektiv-arbejde eller bare møde dem med omsorg og anerkendelse og rette blikket fremad.

F.eks. når Malte løber væk og gemmer sig efter, at han har slået Julius, er det desværre fordi, han har en erfaring for, at han ikke bliver forstået, men skældt ud.

Det er en normal adfærd hos børn, som bliver mødt med bebrejdelser frem for forståelse.

De forsøger at beskytte sig mod den smerte, der nu vil ramme dem ved at løbe væk, lyve eller fortælle historier. (Det er børnenes egne overlevelsesstrategier).

I stedet skal vi tage udgangspunkt i, hvordan Malte har det i samspillet med de andre børn.

Vi tror på, at i det øjeblik han føler sig genkendt og anerkendt som den, han er, kan han begynde at forholde sig til sig selv.

Først her kan han forandre sig.

F.eks.: ”Nu legede I ellers så godt og så ville I begge to have cyklen på samme tid og så kom du til at slå”.

Voksen/barn:

”Magtkampe” opstår oftest, når vi ikke formår at sætte os i børnenes sted og oversætte deres handlinger og ord.

Børn er i sig selv ikke trodsige og udspekulerede.

Det er de voksne, der har ansvaret for relationen og derfor også dem, der skal forholde sig nysgerrige og undersøge, hvad det er, barnet gerne vil.

Kort sagt fokusere på børnenes behov og ikke deres handling og tænke på, at børn gør det bedste, de har lært.

Når vi bedre kender grunden til børnenes handling, er vi også bedre i stand til at håndtere barnets reaktion og så lære dem at handle på en bedre og mere acceptabel måde.

Børn der får ”skæld ud” lukker ned for hørelsen for at passe på sig selv.

Et barn sagde engang til mig: ”Når de voksne skælder ud, er det som om, at de slår med ”stemmen”.

Drop de lange sætninger og forhandlinger, det gør ofte børn døve og deres hjerner er ikke modne til at forstå de lange beskeder.

Her igen et citat fra et barn: ”Min hjerne bliver så træt af alle de ord”.

Børn er udsatte, når vi voksne har travlt, da vi ikke har overskud/empati til at se, hvordan de har det.

Når børn knækker sammen eller sætter sig på halen og pludselig ikke vil noget, er det en god ide at stoppe op og møde dem med omsorg og anerkendelse: ”Nu gik det vist lidt for stærkt – lad mig hjælpe dig med at tage tøjet på”.

Under ”stress” er vi styret af vores hoveder og vores forbindelser til hjertet er ikke god.

Det går ud over vores indlevelsesevne og det kan høres på den måde, som vi taler til børnene på.

Det handler ofte om at gå med i stedet for i mod – når vi gør det med respekt og forståelse, vil vi opleve, at børnene oftest samarbejder og indordner sig på de præmisser, der er

Som udgangspunkt samarbejder børn så langt de overhovedet kan med voksne omkring dem og derfor skal vi passe på dem, så deres integritet ikke lider overlast.

Det er ikke for at genere os, når de ikke gør, som vi siger – de gør det faktisk, så godt som de nu kan.

Vi skal øve os i at sige det i en ordentlig tone og bevare den gode stemning og helst inden, at vi bliver vrede, så barnet føler det som en hjælp, frem for en bebrejdelse eller straf.

Børns ”maver” er særlige følsomme over tonen og den stemning, den skaber.

Der er stor forskel på, at børnene bliver forstået og hjulpet i stedet for at blive anklaget og stigmatiseret.

F.eks.: ”Hvad er det, du er så ked af” – ”Det er da også øv, når du lige sad og legede så godt med Hugo.

”Følelser skal udtrykkes i stedet for undertrykkes - det er sundt at græde, når man er ked af det.

Når børn ikke bliver hørt, skruer de op for lyden. De bliver mere larmende, krævende og grædende og det kan give anledning til endnu mere ”skæld ud”, som blot intensiverer konflikten.

Selvom vi møder børn anerkendende og sætter vores grænser personligt og respektfuldt, er der altid mulighed for, at barnet ikke vil, som vi vil.

Der må vi gøre kort proces, men med respekt for barnet f.eks. ved at tage ansvar for, at det er os, der gerne vil have det på den måde uden at få barnet til at føle sig forkert. 

Når vi holder os til, hvad vi selv føler og har brug for frem for, hvad børnene gør forkert er der større chance for, at børnene lytter og gør, som vi siger, end når vi beskylder og bebrejder dem for noget, som ikke var deres intention. 

Vi kan også i tide be` om hjælp, da vi ikke skal være verdensmester i alt. Det er også legalt, at ”blande sig”, når vi vurderer, at barnet lider ”overlast”.

En klog mand har engang sagt:

”Hvert lille barn gør det altid i et givent øjeblik så godt som det efter bedste evne kan netop da.

Alt andet er et udtryk for de voksnes egen vildfarelse.

Af det følger logisk nok, at alle fordomme, anklager, al latterliggørelse og ironi, der rettes mod et barn, er en appel, et råb om hjælp fra den voksnes side.

Et budskab om, at den voksne ikke har det godt, er stresset, er oprørt, irriteret, ude af balance.

Dvs. alt sammen eksempler på, hvordan den voksne overfører sine egne problemer på en uskyldig – dvs. alt er den voksnes projektioner”. 

Vi siger ikke, at det er let - de fleste af os, er aldrig blevet set med sådanne øjne: ”At vi gjorde det, så godt vi kunne”.

Tænk bare, hvis det kan være begyndelsen til en forandring, at vi ofte siger til os selv: ”Hvert barn gør det i hvert øjeblik så godt, det kan”.

5. kerneværdi

Dialog/refleksion

Vi skal skabe en refleksionskultur, hvor vi er hinandens øjne, ører, hjerner og hjerter, så det ikke er vores egen habitus og ureflekterede mønstre, der bestemmer kvaliteten af vores pædagogiske arbejde.

Vigtigt at vi som professionelle henter vores værdier fra en fælles faglig og teoretisk forståelsesramme i stedet for det private og det personlige.

Hvis vi ikke deler tanker, oplevelser osv. med hinanden, kommer vi til at arbejde ved siden af hinanden og ikke sammen.

Konsekvensen bliver, at vi tolker og vurderer ud fra vores egen virkelighed og vi er overbeviste om, at det skaber et dårligt lærings- og trivselsmiljø for alle både små og store.

For at blive klogere på os selv og hinanden og bevidstgøre vores ”blinde pletter” forudsætter det, at vi tør og vil dialogen og den efterfølgende refleksion.

F.eks.: ”Hvad er det, der gør, at vi ser tingene så forskelligt og hvordan kan vi så evt. udnytte forskellene positivt – altså finde en ny vej at gå sammen.

Forudsætningen for at skabe et godt lærings- og trivselsmiljø for børnene, er at vi prioriterer tid til faglige ”refleksionsrum” - ”tænke højt” sammen og forholde sig reflekterende til praksis.

Ofte er oplevelsen at der ikke er tid, men måske er der ikke tid til at lade være.

Dialogen kan åbne øjnene for nye muligheder, så vi ikke fortsætter vanen med at gøre det samme, selvom det ikke virker.

Vi skal forpligte hinanden til at gå i dialog, undre sig og spørge positivt og nysgerrigt ind til rette vedkommende helst i situationen, for netop at blive bedre til at reflektere og se tingene fra den andens perspektiv.

Gerne med Hv-ord, men undgå for så vidt muligt hvorfor, da det let kan få en til at gå i forsvarsposition (magtrelation).

Hv-ordene er mere procesorienterende og sigter på at forstå: ”Mona, hvad skete der egentlig? Jeg synes, at du blev så vred”. I stedet for: ”Mona, hvorfor bliver du altid så vred, når et barn siger dig imod”.

Vi skal sikre dig at afsenderens budskab er forstået. ”Det jeg hører, du siger… er det korrekt?”, for netop at undgå egne tolkninger/vurderinger.

Vi kan IKKE-IKKE kommunikere - f.eks. hvis jeg kommer ind i ”Børnehuset” uden at sige godmorgen, vil mange, hvis ikke de har modet til at spørge ind til mig, automatisk begynde at tolke ud fra deres egen virkelighed: ”Hun har sikkert været oppe at skændes med kæresten” eller ”Hold da op hvor er hun sur” osv.

Altså tolkninger som i princippet siger mere om en selv end den anden og som i sidste ende kan fastlåse en i et bestemt billede.

Vigtigt at være bevidst om, at al adfærd er kommunikation både den nonverbale og den verbale.

Det totale signal udgøres af ord (7%), betoning (38) og kropssprog (55%).

Det giver stof til eftertanke at ord fylder så lidt i forhold til det nonverbale sprog.

Derfor er det vigtigt, at være opmærksom på, at måden vi taler og gør tingene på, stemmer overens med det vi siger og gør.

Derfor er det også vigtigt, at vi møder på arbejde med begejstring i stemmen: ”Godmorgen William, dejligt at se dig” osv..

Ligeledes at vi er opmærksomme på et åbent kropssprog og ikke står med hænderne i lommen, sidder henslængt med benene på taburetten osv..

Vigtigt at vi er åbne, ærlige og tydelige i vores budskab ved bl.a. at ”tænke højt” og være personlig, ”jeg mener” i stedet for ”vi-mener”.

Når vi bruger ”jeg-sætninger”, tager vi nemlig ansvaret for os selv og relationen – kort sagt beholder ejerskabet hos os selv f.eks. ”Jeg føler mig overset, når du ikke lytter til mig”.

”Du-budskaber” virker ofte fordømmende, bebrejdende og fastlåsende f.eks.: ”Du udtrykker dig ofte så negativt”.

Brugen af ordet MEN har en meget stor virkning på, hvordan børnene reagerer på det, du siger.

Forestil dig, at du er et barn og hører følgende besked: ”Jeg havde det virkelig sjovt med dig, da vi spillede, men… Børn ved præcist, hvad der kommer bagefter - noget, som de burde have gjort anderledes. Ordet MEN fungerer som en slettetast: ”Det sletter alt, hvad der blev sagt før det”. 

Vi skal sikre os, at vores budskaber kommer til rette person - undgå at søge støtte/bekræftelse ved hinanden først, da det kan give både utryghed og skabe mistrivsel.

Derfor er al snak i krogene og brok i det ”lukkede rum” noget vi sammen skal tage et fælles ansvar for at forhindre.

Hvis der er nogen, der har svært ved at tage dialogen med rette vedkommende, skal han/hun forpligte sig til at henvende sig til mig som leder.

På den måde kan jeg ”klæde” dem på til at kunne selv eller jeg kan deltage sammen begge parter som ”mediator” – en slags mægler. 

At vi er i stand til at søge om hjælp i tide, da vi ikke skal kunne klare det hele selv. Det er for store ambitioner at have - vi er heldigvis et team, hvor alle kan noget og sammen kan vi en masse.

Sidst men ikke mindst synes jeg, at vi skal være meget opmærksomme på sprogets betydning og hvilke ord vi bruger fordi:

  • Vær opmærksom på dine tanker, for de bliver til ord.
  • Vær opmærksom på dine ord, for de bliver til holdninger.
  • Vær opmærksom på dine holdninger, for de bliver til handlinger.
  • Vær opmærksom på dine handlinger, for de bliver til vaner.
  • Vær opmærksom på dine vaner, for de bliver til din karakter.

Sproget inviterer til at udforske egen og andres virkelighedsopfattelse eller til at skifte position og se verden i den andens perspektiv.

Kort sagt er det sprog, som vi bruger med til at skabe en ny virkelighed, nye tanker og handlinger (praktisk visdom).

Sproget er som en lygte, det vi taler om, er det vi bliver i stand til at se. (Wittgenstein).

Det er på ingen måder en let opgave at skulle se med objektive øjne på sig selv og en kollega - det kræver øvelse, tillid og tryghed.

Men det vores erfaringer, at der kun er en vej frem… bliv ved, da der er et kæmpe fagligt/personligt udviklingspotentiale i det.

Praksisfortællinger og brug af video er vigtige analyseredskaber, som kan bruges til at reflektere over praksis og finde alternative handlingsmuligheder.

Små guidelines:

  • At reflektere over refleksion – gå i metaplan (verbalt/nonverbalt).
  • At spejling/sparring giver dobbelt læring.
  • At kommunikation ikke kun er sprogligt, men også båret af følelser, stemninger der afspejles i mimik, handlinger og gestikuleren.
  • At veje sine ord på en guldvægt og begynde at introducere et mere rummeligt og anerkendende sprog.
  • At fremtrylle en kultur, hvor vi kan håndtere kritik og uenigheder.
  • At al udvikling/forandring forudsætter passende forstyrrelser og et vist mod til at gå nye veje.

I forbindelse med dialog og refleksion kom jeg til at tænke på Teori U, som har fået navn efter det visuelle billede af bogstavet U.

U-Modellen opererer med 3 grundlæggende bevægelser, hvor den første handler om at iagttage og observere verden med et Åbent Sind, hvor vi lader være med at downloade vante mønstre og tanker (Dialog).

Den næste bevægelse foregår i bunden af Uét, hvor vi trækker os tilbage og uden at ville noget bestemt lader den indre forståelse og viden spire frem, hvilket kræver nærvær og et Åbent Hjerte. (Selvrefleksion).

Den tredje bevægelse er at omsætte vores indsigter til nyskabende handlinger Åben Vilje. (Refleksion/profleksion).

6. kerneværdi

Børns leg:

Vi har altid anerkendt og haft en dyb respekt for børnenes lege ved løbende at prioritere tid, rammer og give den relevant ”næring” bl.a. i form af voksens nærvær og afskærmninger for at beskytte den.

Legen er fra børnenes perspektiv målet i sig selv - de leger for at lege. De leger, fordi det umiddelbart er lystbetonet, meningsfuldt og sjovt - de kan simpelthen ikke lade være og ikke som udgangspunkt for at lære, selvom de lærer en masse.

Børns leg er fundamental for en sund personlighedsudvikling og er ikke bare sjovt og rent tidsfordriv. Når børn leger, leder de efter sig selv: “Hvem er jeg?” De leder efter deres køn og prøver at finde ud af hvad en pige og en dreng er.

Ved at lege med deres relationer udvikler børnene sociale kompetencer. Færdigheder der sætter dem i stand til at begå sig blandt andre mennesker. For når man afprøver grænser i den proces, det er at lære andre mennesker at kende, lærer man samtidig sig selv at kende.

Samtidig leger børn også for at få hold på virkeligheden. De bevæger sig i et landskab af virkelighed/fantasi og afprøver spændvidde i begge dele.

Summarisk:

  • Leg udvikler sociale relationer og fællesskaber.
  • Leg udvikler fantasien og kreativiteten.
  • Leg udvikler evnen til at sætte sig i andres sted (empati) og udsætte egne behov.
  • Leg udvikler samarbejdsevne og organiseringsevne.
  • Leg udvikler forståelse for andre/sig selv.
  • Leg udvikler et anerkendende sprog.
  • Leg udvikler omsorgsevne, hvor de tager et medansvar for egen og andres trivsel.

 

Leg på “Spiren”

Hos de små børn der endnu ikke mestrer sproget, foregår der både en livlig følelsesmæssig kommunikation og et kropsligt samvær børnene i mellem. Meget tidligt viser de interesse for og glæde ved at være sammen med andre børn bl.a. ser vi at de søger øjenkontakt, smiler, kysser, klapper og omfavner hinanden.

De er i høj grad orienteret imod, hvad der sker omkring dem og ikke mindst, hvad de lidt større børn og de voksne foretager sig. De aflurer, undersøger, iagttager, eksperimenterer, leger med lyde/sproget, imiterer og lader sig inspirere af sine omgivelser. Kort og godt en kulturformidlingsproces som optager dem meget.

Når barnet bliver i stand til at gå selv, denne fortryllende beherskelse af kroppen, er spiren lagt for helt nye muligheder for at erobre verden, da barnets aktionsradius både fysisk som psykisk bliver markant anderledes end før.

Med barnets øgede evne til at bevæge sig rundt og bruge sproget - stiger barnets behov for samspil med jævnaldrende. Barnet har brug for en legekammerat som medudforsker af, hvad de selv kan og andre børn til at bakke dem op i deres opfindsomhed. F.eks. opsøger og udfordrer de hinandens kropslige og sproglige kunnen til musik og bevægelse, de hopper og springer, klatrer og løber.

Legen udvides f.eks. ved at et barn hopper ned fra en skammel, hvorefter flere børn vil prøve og senere inddrages også bænken til at hoppe fra. Eller vi ser hvordan de mindre børn “aflurer“ og lader sig inspirere af de større børn f.eks. i “skovugen”, hvor de forsøger at klatre op ad skrænterne via reb.

Børnene begynder også at udvise indbyrdes og gensidig forståelse for hinanden, som ikke blot er udtryk for imitation, men for egentlig identifikation med andres motiver, attituder og følelser. F.eks. når et barn som er ked af det og et andet barn lægger armen om det og “trøster” samtidig med, at der bliver taget initiativ til en leg sammen. Der undersøges og eksperimenteres hele tiden på livet løs med tingene, sig selv og hinanden eller “bare” det at være sammen.

Leg på “Solen”.

Leg er i høj grad barnets forsøg på at placere sig i forhold til andre, finde sig selv og lære at vælge og sige til og fra. Denne proces er løbende og positionerne skifter af og til f.eks. efter sommerferien, hvor der sker et børneskift. De største børn, lederne er væk og mellemgruppen som tidligere var fodfolk eller næstkommanderende opdager pludselig, at de er blevet store og at det nu er dem, de andre børn orienterer sig imod.

De kommer til at udgøre et center for, hvordan de forskellige relationer er børn i mellem og herfra rekrutteres børnegruppens nye leder. Dette er ofte en langvarig proces, hvor kampen om at finde sin egen placering og position til tider kan antage en ret så voldsom karakter.

“De små nye “ skal også finde deres egne ben, de har i vuggestuen været en af de store og det har givet dem visse rettigheder, privilegier og forpligtelser. Kort sagt har de haft en klar oplevelse af at være en af lederne i børnegruppen, men de erfarer også hurtigt ved at aflure og afprøve, at de skal starte forfra i den sociale struktur, som børnegruppen har. De skal finde sig i at være nederst i det hierarki der gør sig gældende, enten som hund, far eller en anden form som “statist”. 

Det er altså hele den gamle struktur, der er gået i opløsning og børnegruppen skal på ny etablere en anden social struktur. Det er hårdt arbejde at finde sine nye positioner og skabe nogle andre relationer, hvor børnene kan blive kede af det, sure, gale og skuffede. Hele grundlaget for deltagelse/udelukkelse i legeforløbene er nemlig baseret på det enkelte barns “evne” til at placere sig rigtigt.

Vi husker det fra os selv, da vi var børn og legede på gaden (vores erfaringsrum), der var et helt klart hierarki, hvor man kunne stige i graderne med alder, modenhed, kompetence og køn. Hvor man kunne opleve at blive valgt - oh, fryd og glæde og blive valgt fra oh, gru og rædsel. Det sidste var ikke rart, men en nødvendig erfaring.

Man kan og skal ikke undgå smertelige erfaringer, for de er en del af livet, ligesom glæden er det. Vi voksne har måske svært ved at holde til at se på afvisningen, fordi man kan genkende egen smerte og gru fra dengang. Men vi må ikke tage erfaringen fra børnene. Så længe det går lidt på skift og det den ene dag er Sofie, den næste dag Johanne og den tredje dag Stig der er udenfor, skal man holde lav profil.

Først hvis det samme barn lukkes ude i lang tid, er det et konkret pædagogisk problem og så skal man støtte den, der er ulykkelig.

Børneforsker Jan Kampmann har sagt:

“Der er en generel angst i vores kultur for følelsesudladninger, en angst der betyder en tendens til at ville fjerne ikke bare bunden men også toppen. Der er en tendens til, at hvis børn er for kåde, glade eller overivrige, skal de nedmuntres og hvis de er for passive og kede af det opmuntres. Det hele kan nemt gå hen og blive en jævn midterstrøm: ”På det jævne, på det jævne, ikke i det himmelblå”.

Selv om det er nogle hårde processer, skal man ikke tvinge to børn til at lege sammen med en tredje ud fra devisen, at der altid er plads til en til. Det er et overgreb mod børns ret til at prøve deres egne relationer af. Legen som er en stor del af det man kalder “børnekulturen” og er bygget op omkring en social struktur - grundfiguren i LEGEN kan sammenlignes med et slags boldspil.

Den ene part kommer med et udspil, som den anden part skal gribe og på en eller anden måde returnere.

For at boldspillet kan udvikle sig, kræver det en konstant udveksling. Det er vigtigt at lade børnene selv erfare, uden for megen voksenindgreb: “Hvad kræver det egentlig af mig/os at få det boldspil eller samspil i gang”.

Der kan nemlig tit gå lang tid før et af udspillene fænger, som de andre børn kan associere på - 90% af udspillene falder faktisk til jorden.

Børns legekultur er først og fremmest kendetegnet ved stadige forhandlingsprocesser. Hvem skal bestemme i netop denne leg, er det din eller min ide, der skal definere det videre legeforløb. Hvor meget er jeg nødt til at give efter og indgå kompromis, hvis jeg fastholder mit ønske om at lege lige præcist med dig. Disse forhandlinger vil ofte udgøre potentielle konfliktzoner og skabe grundlag for sammenstød, uenigheder og skænderier.

Derfor er det vigtigt som voksen at være bevidst om, at det er en del af legen, som børnene bruger meget energi på, så vi ikke kommer til at gribe forstyrrende ind ved f.eks. at konstatere en “flakken” og ”Skal I ikke snart i gang med at lege“ - “Jeg kan ikke forstå, at I gider skændes mere” - “Hvorfor kan en af jer ikke gå ind i rummet ved siden af, der er da masser af plads til jer begge to”.

På den måde er man med til at underkende børns egne kompetencer, som de gradvist har bygget op med deres mange udspil og forhandlingsforløb. Mange lege når kun til forhandlingsstadiet, de kommer aldrig rigtig i gang.

Leg er ikke et rum man bare kan tænde og slukke for. Ligeledes kan man heller ikke udsætte og aftale en leg til på tirsdag, når det var fredag, legen var på sit højeste. Det er også vigtigt at give plads til de børn, som efterhånden har skabt nogle legetraditioner sammen, så de ikke skal starte forfra i forhandlingerne hver gang.

De skal f.eks. ikke tvinges til at have Bertil med, han spiller nemlig på en helt anden måde, han kaster meget længere, han kan ikke gribe osv. Der er med andre ord visse spilleregler, der skal overholdes, for at legen kan skabes og udvikles.

Disse spilleregler kaldes for legekoder eller legekompetencer, som børnene skal være i besiddelse af og overholde for, at legen kan udfolde sig. Hvorfor nogle børn aldrig kommer med i en bestemt leg er ofte, fordi de ikke magter kompetencen. De “ødelægger” legen, fordi de ikke har lært spillereglerne. De voksne må så hjælpe de børn med at lære det ved at lege sammen med dem, forsøge at organisere boldspillet og dermed blive en del af relationen eller få dem til at lege med nogle ligestillede.

Det giver styrke og selvfølelse og det er anderledes ligeværdigt end at blive presset ind i en leg og gang på gang blive tildelt en statistrolle. Børnene skal ikke være støttepædagoger for hinanden, hvis der er et barn, som ikke har nogen at lege med. Det er de voksnes ansvar.

Børn bruger meget energi på at etablere et fysisk legerum: “Her leger vi, hold jer uden for”. De andre børn har en utrolig respekt for det, de har selv overleveret nogle regler eller en kulturel kode til hinanden om at: “Det her må du finde dig i”. Vi voksne har langt sværere ved at respektere det. Vi forholder os til tingene rent kvantitativt: “Sandkassen er så stor og når I kun er 3 børn, så kan der sagtens være flere med”.

Vi forholder os slet ikke til den anden del af legerummet - nemlig den psykiske del. Sandkassen er måske lavet om til et tog og så kommer den voksne bare vadende. Ligeså i puderummet: “I behøver ikke at have så mange puder“. Man tager slet ikke stilling til, at puderne kan være lavet om til et slot. Derfor er det vigtigt lige at standse op og se og ikke mindst høre.

En af de måder børn udvikler deres leg på er, at de skiftevis befinder sig indenfor i legerummet og er i rollerne (nutid). Men på et tidspunkt bevæger de sig ud i kanten af legerummet for at for-

handle og de går i datid - ud af rollen.

F.eks.: “Nu siger vi jo, at du var moderen og så sagde hun… ”. “Nej Katrine - det gider jeg altså ikke…”.

Så parlamenteres der, man enes og herefter siger moderen: “Lille, hvor har du svinet med maden”. Børnene leger og forholder sig på samme tid til det, de leger. En utrolig kunst rent sprogligt. Det er bl.a. en del af en børnekultur, som hele tiden skifter. Derfor er vi voksne bedst i statistrollen - altså den passive rolle. Det er også den rolle, vi bliver tildelt, for så ved de, hvor de har den voksne, magtforholdet bliver byttet om. Statistrollen ligger udenfor forhandlingsfeltet.

Hvad voksne i “huset” skal være opmærksomme på og bevidste omkring:

  • At vi voksne for de helt små “Spire”- børn indtager en central rolle. Børnene er næsten konstant opmærksomme på de voksnes gøren og laden, selv om deres primære opmærksomhed er rettet med noget andet.
  • At vi voksne for det lille “Spire”- barn opleves som et tryghedscenter, en slags livline et sted, hvor de kan “lade op”, en ”helle” de kan holde sig til, bevæge sig væk fra og tilbage igen.
  • At vi voksne er aktivt deltagende især i “spire”- børnenes lege ved bl.a. at placere sig i gulvhøjde, hvor deres lege ofte foregår. De mister nemlig let interessen, hvis de voksne ikke er nærværende.
  • At vi voksne er lige så opmærksomme på børnenes mimik og andre nonverbale udtryk som verbale udtryk. Og ud fra det påskønner/bekræfter børnene i deres forehavende.
  • At vi voksne giver børnene ret til et personligt rum omkring sig, de skal have nogle private zoner, hvor man kan undgå at blive forstyrret. Det personlige rum er ikke kun noget individuelt, men også noget socialt f.eks. hvis flere børn har trukket sig tilbage for selv at bestemme. De skal have tid og rum til forhandlinger, etablering af legegrupper, lave afgrænsninger overfor andre børn og voksne, til at glide ind og ud af forløb, prøve sig frem, prøve sig af, aflure osv. Der skal være plads til dette kreative “kaos”.
  • At vi voksne sikrer os, at der er gode inspirerende, udfordrende legerum og væresteder. Rummene må ikke være statiske, men skal være foranderlige i forhold til børns behov. Børnene skal have lov til at sætte spor, de skal have mulighed for at være medskaber af deres rum. Vi voksne skal acceptere, at tingenes anvendelighed kan være til mere og andet end det umiddelbart er skabt til f.eks. at bordet er et sørøverskib og trommerne er kæmpe kanoner, hvorfra man kan sejle ud og erobre verden
  • At vi voksne giver børnene mulighed for at gøre sine egne erfaringer og udforske verden og at vi er i stand til at se tingene fra børnenes perspektiv. Voksne holder nemlig øje med tiden, børn fortaber sig i den. Børn skynder sig ikke, det er mod deres natur. De fordyber sig og de skal have masser af tid til at øve sig og gentage alt det, der optager dem her og nu.
  • At vi voksne er støttende og iagttagende: “Hvem kan forvalte sig selv” og “Hvem har svært ved at bide sig fast i den struktur, der er ved at blive etableret”. Indimellem er det også vigtigt at gå med ind i legene og fortabe sig i børnenes forunderlige verden. Det skaber større indsigt og forståelse - “udsynet” bliver bedre for os voksne. 
  • At vi voksne positionerer os enten ved at gå foran barnet, hvor vi lærer dem nogle legekompetencer/legestrategier, ved at tage initiativ til at lege og støtte dem i deres udvikling. Eller gå ved siden af barnet ved løbende at iagttage, inspirere, støtte, og hjælpe dem med at oversætte hinandens positive intentioner og skabe et fælles opmærksomhedsfokus. Eller at gå bagved barnet dvs. at observere dem og opfange de dynamikker, der er på spil i gruppen og handle på det
  • At vi voksne forstår og respekterer at børns relationer og dermed også deres leg er fyldt med modsætninger. Vi må acceptere at konflikter er nødvendige og at man må vælge fra og at man kan blive valgt fra. Man kan ikke blive elsket af hele verden på en gang. Alle børn og voksne har nogle følelsesmæssige bindinger til bestemte personer og det må og skal respekteres. Hvis børnene selv får lov til at gennemleve deres konflikter, finder de som regel ud af at lege igen og ovenikøbet lave “fis” med det. Ofte opfatter voksne ikke den rette dagsorden, de tænker på en anden måde. Det er tit ikke spørgsmålet om en skovl, men en relation. Vi er nogle gange tre skridt foran lang tid før børnene selv søger hjælp. At vi voksne tør møde den mangfoldighed af udtryksformer som børn benytter sig af i deres leg og relationer med nysgerrighed og undren frem for irettesættelse og regulering. 
  • At vi er i dialog med børnene om, hvad dvs., at være en god kammerat, så de får en fælles forståelse for, hvad de kan gøre, hvis nogen bliver drillet eller ikke må være med i legen. Vi holder løbende ”Børnemøder” med bl.a. de ældste børn for sammen at skabe en større bevidsthed og øve sig i at tage et større medansvar for hinanden. Ligeledes laver vi også bøger om venskaber og hvordan de kan være gode kammerater.
  • At få børnene til at være åben og sige JA til at lege med hinanden i stedet for bare at sige NEJ. Selvfølgelig er det legalt at bruge orden nej, hvis nogle børn fx har bygget en leg op og leget sammen gennem længere tid. Men de skal sige fra på en ”god” måde og øve sig i at fortælle grunden.
  • At vi roser og anerkender børnene fx: ”Jeg så, at du hentede en bil til Hugo, da han var ked af, at hans mor skulle gå - det var sødt af dig, hvor er du en god kammerat.
  • At vi hjælper med at oversætte, hvad børnene siger til hinanden, hvis der er tale om misforståelser og i øvrigt få dem til at lytte til og forstå hinandens ideer og initiativer. Fx: ”Jeg kan høre, at du er vred på ham, prøv at fortælle, hvad der er sket, så vi sammen kan finde en løsning”.
  • At vi voksne tager ansvaret for at etablere nogle gode samværs- og leveregler, hvor vi taler og behandler hinanden med respekt. Vi opfordrer bl.a. børnene til at vise omsorg, når et barn er ked af det eller har slået sig og støtter dem i deres glæde og opmærksomhed overfor hinanden.
  • At vi åbner for refleksion i børnehøjde fx: ” Hvordan tror du, at du ville have det, hvis du ikke havde nogen at lege med?” eller ”Ville du bryde dig om, at han skubbede sådan til dig?”. Det sætter tanker i gang og på sigt tror vi på, at det er med til at udvikle børnenes moral og etik.

 

Traditioner i Børnehuset

Vi har valgt at holde de ”gamle” kendte traditioner i hævd, da de er en del af vores kulturarv og vores historie, som vi selv husker og holder af fra vores barndom. De er et brud på hverdagen og markerer årets og tidens gang.

Samtidig giver det både børn og voksne et forpligtende fællesskab, hvor de kan spejle sig i hinanden og løfte sig sammen.

Fastelavn

Vi fejrer fastelavn med udklædning, tøndeslagning, fastelavnssange og fastelavnsboller.

Det er en begivenhed, som børnene ser frem til i lang tid og snakken går livligt med, hvordan de vil klædes ud.

Fastelavnsmandag fylder vi tønden med mandariner og lidt sødt, mens vi med en gysen snakker om, at man i ”gamle” dage kom levende katte i tønden.

Påske

Vi fejrer påsken bl.a. for at markere at foråret nu rigtig er på vej og pynter med forårsblomster og ”puster æg”, som bliver malet og hængt op på ”påskegrene”.

Der er også børn, som klipper gækkebreve, hvor der bliver skrevet små vers og sendt til en god ven fx: ”Mit navn det står med gækker, fordi jeg er så lækker”.

Vi gemmer chokoladeæg, som vi skiftes til at finde, mens vi synger: ”Der har været en lille påskehare…..”

Julen:

Julen har også en stor plads i vores hjerter og den bliver fejret med alt, hvad der hører til fx med juleklip, bagning, julelege/sange og risengrød.

På ”Solen” får hvert barn en dag i december måned besøg af nisserne ”Tin og Ton” derhjemme og hvad de finder på af ”nissestreger”, skriver forældrene ned i den medbragte julebog. Historierne bliver med stor morskab læst op for alle børnene, som også på skift får lov til at finde en ”overraskelse”, som de deler ud til alle.

På ”Spiren” sover nisserne på stuen og kommer frem hver formiddag og fortæller, hvad de har lavet i løbet af natten.

Det ender altid med en fælles nissesang eller en lille sund julegodte til alle.

I december fejrer vi også Luciadag sammen med alle forældrene og der er ikke et øje tørt, når alle børnene klædt ud i hvide dragter og med lys i hænderne vandrer gennem hele Børnehusets legeplads.

Vi holder også Børnejulefrokost, hvor vi hvert år får besøg af Fabian (italiensk kok), som kommer og fremtryller en lækker buffet, hvor vi skåler i ”rødvin” med alle vores venner. Som afslutning dukker julemanden op som en kæmpe surprise.

Bedsteforældredag

Vi afholder ”Bedsteforældredag” en gang om året, da vi synes, at det er hyggeligt og givende at flere

generationer mødes. Børnene starter med en rundvisning og fortæller om alle vores mange legerum og derefter optræder børnene med bl.a. forskellige sange og danse.

Vi slutter af med et fælles kagebord, som bedste forældrene hver især har bagt og det er et paradis for børnene at få lov til at smage på så mange forskellige kager.

Fællesspisning

Sammen med forældrerådet arrangerer vi fællesspisning mindst to gange om året. Vi mødes ofte i skoven, hvor hver familie tager en ret med og hvor vi så laver et stort ”TAG SELV-BORD”. Det er forrygende at se, hvad der i fællesskab kan skabes.

Forældrekaffe

Forældrerådet arrangerer også løbende forældrekaffe i Børnehuset, hvor alle forældre har mulighed for at mødes med de andre forældre over en kop kaffe i forbindelse med, at børnene bliver hentet.

Fødselsdage

Vi har efterhånden fået skabt en god tradition for at blive inviteret hjem, da fødselsdagsbarnet synes, at det er hyggeligt at vise sit værelse og legetøj frem.

Men det er også muligt at holde fødselsdagen i Børnehuset - alt afhængig hvad familien ønsker.

Vi har en hovedregel om, at der kun må serveres 1 sød ting og andet sundt mad.

Vi hejser altid flaget i Børnehuset, tænder lys, synger fødselsdagssange, råber hurra og giver en lille fødselsdagsgave til fødselaren.

Skovuger

Vi tilstræber at arrangere skovuge en gang hvert kvartal, hvor alle børn og voksne drager afsted til Risskov fra kl. 9 til kl. ca. 14 om eftermiddagen (vuggestuebørnene tager ”hjem” og sover efter frokost).

Vi har madpakker, drikkeflasker, naturgrej og andet godt med til skovlivet. Vi har en fast base, hvor vi alle samles og synger sange, hvorefter vi deler os op og udforsker skoven i små grupper på tværs af alder.

Vi går på opdagelse og undersøger hvad der gemmer sig i skovbunden, går på ujævnt terræn, bygger huler, klatrer i træer og ned og op ad stejle skrænter, snitter i træ, tager på ture til stranden etc.

Der er noget fascinerende og magisk ved naturen, som hele tiden forandrer sig på grund af de forskellige årstider. Vi får i høj grad pirret og skærpet alle vores sanser i et roligt og fredfyldt miljø, hvor alle kan være fordybet og gribe øjeblikket - skoven er verdens bedste legeplads.

Trampolinhallen

Hver 14 dag fra september/oktober til maj/juni måned tager alle ”Sole-børn” og de ældste ”Spire-børn” i Trampolinhallen/ Springhallen. Det er et kropsligt paradis og børnene oplever en utrolig glæde ved at bruge deres kroppe samtidig med, at de får en forståelse for kroppens muligheder og begrænsninger. Ligeledes bliver de udfordret i et varieret og mangfoldigt bevægelsesmiljø og som en kropsterapeut engang sagde: ”Hvad vi har erfaret på egen krop, kan ingen tage fra os - vi er i vores kroppe og sanser alt igennem kroppen”.

Kunstnere i Børnehuset

Børnene har store kreative ressourcer og udtrykker sig spontant gennem deres mange forskellige udtryk. Men vi synes også, at det er vigtigt, at børnene får nye inspirationer og udfordringer fra et professionelt perspektiv.

Derfor har vi prioriteret at have forskellige kunstnere til at komme i Børnehuset flere gange om året. Det kan være billedkunstnere, keramiker, musikpædagoger, teater/drama pædagoger med flere. Alle både små/store bliver inspireret og profiterer meget af, at få øje på hinandens styrker og ressourcer på nye måder.

Farvelfest

Lige inden sommerferien holder vi afslutning for de kommende skolebørn, hvor de sammen med deres forældre laver forskellige aktivitetsboder fx fiskedam og dåsekast.

Udover det holder vi en lille højtidelig ceremoni, hvor begge deres forældre er til stede - vi synger og hvert barn får udleveret en ”Guldmedalje” og deres mappe med billeder og tegninger fra deres tid i Børnehuset.

Mad og måltider

I Børnehuset Trolle har forældrene (ved afstemning hvert andet år) valgt at alle børnene skal have et forældrebetalt frokostmåltid.

Maden bliver tilberedt i husets hjerte i vores egen køkken af vores kreative og kompetente ”madmor” Charlotte, der favner både små og store.

Når duften af lækker mad breder sig i hele Børnehuset, vækkes alle vores sanser og børnene begynder at gætte på, hvad Charlotte serverer - UHM…

Vi tilbyder en sund, nærende og alsidig kost og tilstræber økologiske råvarer.

Charlotte laver madplaner ud fra princippet:

  • Suppe/grød - fisk - vegetar - kød og rugbrødsmadder og der bliver serveret både vand og mælk til maden.

Engang i mellem hjælper de ældste børn med at skrælle og smitte grønsager eller forme bollerne.

Hvis nogle af børnene har brug for et mellemmåltid inden frokosten, kan vi hente ”formiddagssnack” som boller, gulerødder og hjemmelavet grød til de yngste børn i køkkenet.

Forældrene i Børnehuset Trolle har også valgt at være ansvarlig for en forældrebetalt eftermiddagsordning, for et månedligt beløb på 170,- kr. - Charlotte laver maden og pengene går til hendes løn og indkøb af råvarer. Hun serverer fx grovbrød, rugbrød, pizzasnegle, frugt og grønt. 

Vi vil gerne udvikle og fastholde en god kultur omkring det fælles måltid gennem følgende:

  • At vi altid vasker hænder, inden der bliver sagt værsgo.
  • At maden ser indbydende ud og bliver serveret i rolige og hyggelige omgivelser.
  • At børnene spiser i mindre grupper på vores dejlige terrasse sammen med en voksen.
  • At der er fokus på børnenes selvhjulpenhed, hvor de lærer at hælde vand/mælk op, øse mad op, spise med kniv og gaffel osv.
  • At vi hjælper hinanden fx ”Vil du række mig kanden” - ”Må jeg bede om kartoflerne” med mere.
  • At når vi ”samtaler” om maden og får serveret det samme - udvikler børnene mod, lyst til og nysgerrighed på nye smagsoplevelser.
  • At de lærer at sige tak for mad og hvad de særlig godt kunne lide.

Som det klogt er sagt: ”Børn har det som tomatplanter - de skal passes i kærlighed og hverken over vandes eller modsat, men skal have mulighed for at mærke livet ved at gro. Det skaber robuste planter - og børn.

 

Se vores smiley

Vi stemmer om det

Det er dig som forælder, der er med til at bestemme om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.

Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost

Forældresamarbejdet i Børnehuset, som er en 0-6 års institution med 15 vuggestuebørn og ca. 30 børnehavebørn.

Vi har tidligere været en 60 børns børnehave, men i 1987 tog vi selv initiativet til at blive den første 0-6 års institution i Aarhus Kommune. Vi så bl.a. en spændende pædagogisk udfordring i at have børnene fra ble-alderen til skolealderen og dermed også et længere samarbejde med forældrene.

Vi er mange gange siden blevet bekræftet i, at børnene på tværs af alder og køn, virker som ressourcer for hinanden og at de profiterer rigtig meget af hinandens indbyrdes samspil. Sidst men ikke mindst oplever vi, at forældrene har et helt andet psykisk overskud, når de kun skal forholde sig til en institution og at søskende har stort udbytte af hinanden.

Da vi ligger i et ”flødeskumsområde” med mange ressourcer og få familier med sociale udfordringer, betyder det også, at vi kan lægge ”overliggeren” højt i vores forældresamarbejde med hensyn til krav og forventninger.

Vi prioriterer meget at gøre en indsats for at have åbne og aktive forældre, der reflekterer over børnenes liv og som ikke er tilfredse med bare, at få deres børn ”passet” eller ”opbevaret”, mens de selv er på arbejde.

Vi synes, at vores forældre er forpligtet til at engagere sig i et vi-fællesskab og tage et medansvar for at skabe gode vækstbetingelser for deres børns hverdag.

Vi vil starte med et ”sommerfuglebillede”, som altid har været vores afsæt til sammen med vores forældre at skabe de bedste vækst- og trivselsbetingelser for ”vores” børn. Hvis I forestiller jer, at sommerfuglens krop er barnet og at den ene vinge er et kærligt familierum og den anden vinge et pædagogisk professionelt institutionsrum, skal der helst være en balance for, at den kan ”flyve”.

Derfor gør vi allerede meget ud af i den første samtale at afstemme vores gensidige forventninger og krav til hinanden, så vi bl.a. kan skabe klarhed over, hvad vi kan forvente af hinanden.

Vores holdninger til forældrene er:

  • At vi ser forældrene som vores vigtigste ressource.
  • At forældrene gør det bedste, de har lært.
  • At forældrene inddrages mest muligt, så der skabes en fælles forståelse af vores værdier og praksis.
  • At forældrene ser sig selv, som medansvarlige for både deres eget barn og barnets relationer på tværs af køn og alder - vi skal lave voksenfællesskaber om børnene.
  • At vi tilstræber en kultur, hvor der ligges vægt på en åben og ærlig dialog - er du i tvivl, så spørg - er du tilfreds med noget, så anerkend det - og er du utilfreds med noget, så sig det.
  • At vi ser forældrene som ”medforsker” og som bidrager med relevant viden - de skal ikke opfattes som ”gæster” men som aktive medspiller/deltager, der ikke skal serviceres eller ”pleases”.

I vores Dagtilbud har vi også udformet en fælles skriftlig ”kontrakt” i forhold til:

  • Hvad forventer vi af forældrene?
  • Hvad kan forældrene forvente af institutionerne?
  • Hvad er vores fælles opgave?

Vi er overbeviste om, at børnenes trivsel og læring afhænger af et godt forældresamarbejde og ved vores første møde med forældrene, fortæller vi dem, at vi som professionelle ved noget om børns generelle udvikling, men lige præcis det enkelte barn ved forældrene mest om.

Derfor har vi også skabt en kultur for, at inden vi mødes til den første samtale i institutionen, har forældrene nedskrevet en lille ”biografi” af deres børn og deres vigtigste værdier. På den måde får vi meget hurtigt en god indsigt og forståelse både af barnet og forældrene, som vi kan tage med i vores videre arbejde.

Noget der er meget vigtigt i vores pædagogiske praksis og i vores samarbejde med jer forældre er at børnene ikke bliver gjort til problemet. Børnene gør det bedste, de har lært og som de har forudsætninger for.

Derfor er det os voksne, der skal tage ansvaret for børnenes trivsel, relationernes kvalitet og sikre os at børnenes udvikling foregår i et positivt læringsmiljø, hvor børnene får relevante med- og modspil. Vi skal sammen med forældrene finde svarene: ”Hvad er det børn skal lære” ved at være nysgerrige, spørgende og undrende i forhold til hinanden.

Vi er overbeviste om, at al adfærd er kommunikation og derfor er det vigtigt hele tiden at stille spørgsmålet: ”Hvad er det, barnet vil fortælle og hvad er det i barnets kontekst og i relationerne, som er med til at skabe adfærden”?

Børnene ved det ikke selv, men vi kan være sikre på, at hvis de har en problematisk adfærd, har de brug for hjælp, brug for de voksnes omsorg, forståelse og indsigt. Der er nemlig stor forskel på, om børnene bliver forstået og hjulpet i stedet for at blive anklaget og stigmatiseret.

I den forbindelse har en klog børneforsker engang sagt: ”Hvert lille barn gør det altid i et givent øjeblik så godt som det efter bedste evne kan. Alt andet er et udtryk for de voksnes egen vildfarelse. Af det følger logisk nok, at alle fordomme, anklager, al latterliggørelse og ironi, der rettes mod et barn, er en appel, et råb om hjælp fra de voksnes side. Et budskab om at den voksne er stresset, er oprørt, irriteret, ude af balance. Dvs. alt sammen eksempler på, hvordan den voksne overfører sine egne problemer på en uskyldig - dvs. den voksnes egne projektioner.

Vi siger ikke, at det er let. De fleste af os, er aldrig blevet set med sådanne øjne: ”At vi gjorde det, så godt vi kunne”. Tænk bare, hvis det kan være begyndelsen til en forandring, at vi ofte siger til os selv: ”Hvert barn gør det i hvert øjeblik så godt, det kan”.

Vi ser desværre en tendens til, at mange ikke tager lederskab og siger til deres børn:” Jeg vil gerne have, at du tager regntøj på, fordi det er koldt og vådt”. Den nye generation har flyttet sig fra bordenden, men noget tyder på, at mange af nutidens forældre ikke bare har sat sig ved siden af barnet. De har byttet plads. Nu er det børnene, der sidder for bordenden i de små familier og det er langt fra alle børn, der kan håndtere det ansvar.

Der ligger en stor udfordring for os i, at få forældrene til at udstikke rammer/retning og afstemme børnenes medbestemmelse i forhold til det, som de har forudsætninger for. Ligeledes udfordre dem med tilpas forstyrrelser, så de kan blive robuste og livsduelige.

Psykolog Jens Andersen påstår: ”Børn der kun kender sig selv som vinder, udnytter aldrig deres talent fuldt ud, derfor skal børnene også lære at rumme nederlag og konflikter”.

Fernando Savater skriver i sin bog: Mod til at opdrage: ”At hvis familien skal fungere som opdrager, er det nødvendigt, at der mindst er et af familiemedlemmerne, der påtager sig ansvaret som voksen og det kan hverken overdrages til tv., pc-spil, daginstitutioner og skoler. Han siger videre: ”Den far, der ikke ønsker at være andet end ”sine børns bedste ven” eller man kan sige en rynket legekammerat, er ikke meget bevendt og det samme gælder den mor, hvis eneste professionelle forfængelighed går ud på at blive betragtet som sin datters kun lidt ældre storesøster”.

Vi er som personalegruppe meget bevidste om at spejle og give forældrene sparring i den konkrete situation/hverdag, når vi ser og hører både de ting, som vi synes, forældrene lykkes med, men også når vi mærker og ser, at der er en ubalance i børnenes liv, som vi sammen må forholde os til.

F.eks. når forældrene siger til børnene: ” Hvis du ikke kommer nu, går jeg” (trussel), eller ”Nu har jeg sagt det til dig 20 gange, hvor mange gange skal jeg sige det, før du hører efter” (bebrejdelse) eller ”Du er altid så langsom” (anklage).

Vi tager næsten altid dialogen med rette vedkommende, så vi undgår egne tolkninger og vurderinger. Disse dialoger gør, at vi alle bliver klogere og sammen får vi skabt svarene. Vi vil ikke bare ”kradse” i overfladen, men dybere ned, så vi får en holdbar løsning. Derfor vil vi også i personalegruppen prioritere tid og rum til faglige og personlige refleksioner, så vi kan hjælpe hinanden med at bevare fokus på børnenes udvikling og trivsel.

Vi har gode erfaringer med både at fortælle forældrene om deres egne børn, men også fortælle, hvad der fx foregår i børnegruppen og i legerelationerne, så forældrene får et mere nuanceret billede af børnelivet.

Alle børn har brug for at blive set og jo flere voksne omkring en børnegruppe, der ser børnene, jo mere sociale bliver de. F.eks. bliver vi så glade, når vi hører forældrene sige: ”Har I leget godt sammen” eller ”Hvor er du bare en god kammerat, når du hjælper Magnus” eller ”Jeg kunne godt tænke mig at spille fodbold sammen med jer, hvad siger I til det?” De mest populære børn har også populære forældre. Det betyder utroligt meget, at børnene kan tænke: ” Din mor er vel nok sød eller din far er sjov og kan spille bold”.

For at børnene får en oplevelse af at høre sammen, skal de voksne omkring dem tale positivt om hinanden og de andres børn. En klog mand har engang sagt: ”Det du tror om mig, hvordan du ser på mig, hvad du gør ved mig, sådan bliver jeg”. I vores tænkning kan det ikke siges bedre og sproget er som en lygte, det vi taler om, er det, vi bliver i stand til at se.

I den forbindelse vil vi citere:

”Vær opmærksom på dine tanker, for de bliver til ord. Vær opmærksom på dine ord, for de bliver til holdninger. Vær opmærksom på dine holdninger, for de bliver til handlinger. Vær opmærksom på dine handlinger, for de bliver til vaner. Vær opmærksom på dine vaner, for de bliver til din karakter”.

Vigtige guidelines

  • At forsøge at sætte sig i barnets sted og “se” verden med barnets øjne ud fra deres egne oplevelser, tanker og følelser. Det betyder, at vi er i stand til at kunne høre mere end ordene (læse mellem linjerne) og kunne opfange de nonverbale signaler som formidles gennem øjekast, tonefald, kropsholdning o. lign. og som igen fortæller os noget om barnets følelser, behov og holdninger (kroppen lyver aldrig).
  • At være ansvarlige for at videregive de grundlæggende livsværdier til børnene f.eks. tolerance, respekt, troværdighed, ansvarlighed og ærlighed. Det skal ikke bare være ord, men personlige holdninger, som kommer til udtryk i praksis f.eks.:
  • At hilse på hinanden.
  • At behandle hinanden med omtanke og respekt.
  • At kunne ”rumme” andre end sig selv og være i stand til at skifte perspektiv.
  • At være ansvarlig og vise omsorg osv.
  • At vi skal være opmærksomme på, at den ustrukturerede/uorganiserede tid fortsat skal prioriteres og at børnene har forholdsvise ”korte” dage, minimum 5- 6 ugers ferie på årsbasis og en fridag i ny og næ.        
  • At vi voksne sikrer os en overordnet struktur og genkendeligt ramme for hverdagen samt skabe inspirerende læringsmiljøer, hvor der skal være indbygget tid til bare - at være - at lege - at mærke lysten - at fortabe sig og glemme alt om tid og sted, da det er så værdifuldt for deres kreative evner.
  • At vi skal være opmærksomme på, at børn skal have medbestemmelse og indflydelse. Men at det skal være ud fra nogle tydelige rammer, som er udstukket af de voksne, da det er vigtigt, at forhandlingerne bevæger sig indenfor, hvad børnene har forudsætninger for. Der ligger det vigtige voksenansvar/lederskab.
  • At vi skal tilstræbe at være nogle naturlige autoriteter (÷ magt), med en personlig substans, som er oprigtige og troværdige, hvilket vil sige både at være tro mod sig selv og være værdig i sin omgang med børnene. Hvis ikke børnene møder disse nære voksne som nogle faste“ pejlemærker” eller “orienteringsbaser” mister de tilliden til den voksnes dømmekraft.
  • At vi skal passe på med ikke at være for servicerende f.eks. udløser: “Jeg er tørstig”, ofte en ubetinget refleks og straks kommer vi springende. Underforstået at når vi endelig er sammen, skal vi helst undgå konflikter, men husk at konflikter/uenigheder er en forudsætning for udvikling og hører med til livet.
  • At vi skal være opmærksomme på, at børnene ikke bliver tilskuere til deres eget liv, men er aktive med- og modspillere. “Hver gang du gør noget for dit barn, holder du noget af dets udvikling i dine hænder”. Vigtigt at inddrage børn i praktiske gøremål - så de lærer at indgå i et forpligtende fællesskab. Børn vil gerne have ansvar, der viser, at deres indsats giver mening og er værdifuld.
  • At vi skal være opmærksomme på, at børnene ikke kun skal vurderes ud fra en produktorienteret tænkning, “Hvad har du lavet?” men også “Hvordan har du haft det?” - processen skal mere i fokus.
  • At vi ikke “ydrestyrer” børnene for meget f.eks.: “ Nu skal du tisse” - “Nu er du sulten” - “Nu skal du sove” osv., uden at børnene selv får mulighed for at mærke efter.
  • At vi skal øve os i at “læse”/tolke børnenes signaler både deres kropssprog og det de siger, så deres behov, følelser osv. kan komme til udtryk på en anerkendende og værdsættende måde og blive forankret i dem selv f.eks.: “Jeg synes, at du ser træt ud, er det rigtigt?” osv.
  • At vi forventer vi stor deltagelse ved vores arrangementer, at I følger med i diverse opslag på Aula og sikrer jer den nødvendige dialog med os. Hvis man som forældre ikke er aktive i institutionen, kommer man let til at sætte et aftryk i børnenes bevidsthed, at det liv som de har, ikke er vigtigt. Forældrene er også altid velkomne til at være i Børnehuset og deltage aktivt i det fælles børneliv og vi tager gerne imod ekstra hænder, når vi skal på ture af huset.
  • At vi som personalegruppe gerne vil bruges som en slags “proceskonsulenter”, hvor vi spejler og giver sparring til forældrene ud fra aktuelle problemstillinger eller konkrete situationen fra hverdagen. Vi tror på, at jo tidligere, vi kan forebygge et uheldigt mønster, jo bedre.   
  • Ligeledes er vi af den overbevisning, at det er et stort ”kunststykke” sammen at få gjort børnene livsduelige og robuste til bæredygtigt samfund - vi har virkelig brug for hinanden.
  • At opfordre til at forældrene tager hinandens børn med hjem både på tværs af alder og køn - det udvikler både børnefællesskabet og ofte også venskaber blandt forældrene. Vi gør meget ud af at gøre forældrene opmærksomme på, at det ikke kun skal være ”bedstevennen”, der skal inviteres med hjem, men alle børn på tværs af alder og køn. Det styrker i høj grad fællesskabsfølelsen.

Vi tror på, at børnene bliver sociale, når de voksne er det

Psykolog Jens Andersen påstår også, at de voksne er nogle af de vigtigste ”usynlige” kammerater.  

  • At vi i forbindelse med ”Status - og Udviklingssamtaler”, som I tilbydes mindst 3 gange eller efter behov, har vi udarbejdet vores egen guide for samtalen til forældrene får med hjem i god tid. På den måde kan begge forældre forberede sig og gøre sig nogle tanker om deres børns kompetencer både personligt socialt, sprogligt, kropsligt, naturen og de kulturelle udtryksformer/ værdier med mere.

Vores erfaringer er, at det beriger forældrene meget at få større indsigt og forståelse af læreplanstemaerne og samtidig øser de selv med eksempler fra deres egen hverdag. Som afslutning på disse samtaler gør vi altid status og sammen beslutter vi, hvad vores fælles fokus i forhold til børnene skal være og hvad vi sammen skal være særlige opmærksomme på. I den sammenhæng er det vigtigt med en løbende opfølgning.

For at skabe en større samhørighed/fællesskab arrangerer vi i Børnehuset følgende:

  • Forældrenetværksmøder i grupperne, hvor vi særligt har fokus på hverdagen i Børnehuset.
  • Temaaftener fx om ”Hvad er det gode børneliv” eller andre aktuelle temaer, som vi finder betydningsfulde.
  • Fællesspisning for hele familien ca. 2 gange årligt, hvor personalet også er repræsenteret.
  • Kaffe-eftermiddage efter behov for forældre, børn og personale.
  • Julefest med bl.a. julemand, godter og luciaoptog.
  • Nyhedsbreve, hvor vi uddyber de pædagogiske temaer, som vi arbejder med i løbet af året og hvor forældrene får uddelt en turgruppeoversigt, så de kan være med til at forberede deres børn på, hvad de skal i løbet af ugen.
  • At der en gang om året vælges et forældreråd.

Få indflydelse på hverdagen

I Trøjborg Dagtilbud, som består af 6 institutioner, er der oprettet en fælles dagtilbudsbestyrelse og et forældreråd i hver institution. Formålet med dagtilbudsbestyrelsen er at sikre forældre og medarbejdere indflydelse på principperne for dagtilbuddets daglige virke og på tværs af alle institutioner i dagtilbuddet. Det enkelte medlem af dagtilbudsbestyrelsen repræsenterer helheden i det samlede tilbud.

Formålet med forældrerådene i de enkelte institutioner er at sikre forældre indflydelse på principperne for institutionens daglige virke. Forældrerådet fungerer derudover som sparringspart for dagtilbudsbestyrelsen.

Se, hvad vores bestyrelse i dagtilbuddet arbejder med under Fælles i dagtilbuddet.

Sammen erobrer vi verden

Det er vores grundlæggende opfattelse, at barnet som udgangspunkt er et kompetent individ, som er i stand til at udtrykke egne følelser, ønsker og behov. Børn griber selv ud efter verden og fylder sig selv ud med erfaringer og viden, hvis de får tid, plads og mulighed for det. Vi mener derfor, at de bedste betingelser for børnenes læreprocesser skabes af børn og voksne i samspil.

Det er vores hovedansvar at have overblikket over det enkelte barns udvikling, så vi kan give barnets den støtte, det har behov for. Vi skal erobre verden sammen med dem, og sørger for, at de får oplevelser, der pirrer deres nysgerrighed, sanser, fantasi og følelser. Det betyder, at vi nogle gange skal gå forrest, andre gange ved siden af, men også kunne holde os i baggrundet, når barnet udforsker verden på egen hånd.

Vi ønsker at skabe et Børnehus:

  • Hvor voksenperspektivet og børneperspektivet er to ligeværdige størrelser, der "danser" sammen i én stor bevægelse, og som i fællesskab forvalter et godt børneliv.
  • Hvor der er tid til forpligtende og følelsesmæssigt samvær f.eks. tid til omsorg, tid til at lytte, tid til at opleve sammen, tid til knus og kram og blive læst af en voksen med varme følelser og varme blikke.
  • Hvor vi stoler på børnene og har tillid til deres egne vurderinger. Børn viser ofte selv vejen, hvis de får tid og ro.
  • Hvor der er respekt for barnets personlighed, meninger og følelser. Det kræver, at de voksne formår at se verden med barnets øjne og i barnets perspektiv.
  • Hvor børnene får mulighed for at få succesfulde oplevelser, så deres selvværd udvikles – jeg kan – jeg vil – jeg tør.
  • Hvor der ikke er mange absolutte regler, men hvor vi tager afsæt i den enkelte situation og handler ud fra den.
  • Hvor personalet er nærværende, engageret og medlevende, så de kan inspirere og motivere børnene.
  • Hvor det er fantasien og mulighederne, der styrer hverdagen og ikke vanen og begrænsningerne.
  • Hvor der er grobund for et godt samvær og mange nære venskaber også på tværs af alder. Det er vigtigt, a hvert enkelte barn kan indgå i relationer på tværs af alder og har en følelse af at høre til og blive en del af fællesskabet.
  • Hvor det ikke kun er aktiviteter og oplevelser sat i gang af voksne, der har værdi, men også børneorganiserede aktiviteter f.eks. børns leg. Barnet lærer først og fremmest gennem leg, hvor de bearbejder og integrer deres viden om sig selv og verden.
  • Hvor der er gode inspirerende, udfordrende legerum og væresteder både ude og inde.

Det er vores mål, at Børnehuset Trolle forbliver et hus, der skaber nye ideer og visioner, og hvor nytænkning og fleksibilitet florerer.

Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.

 

Evaluering af den pædagogiske læreplan