I en villa på Barthsgade ligger den vestligste institution af de seks afdelinger i Trøjborg dagtilbud. Her pusler dagligt 24 børn og 7 voksne rundt fordelt på stuerne brumbasserne og mariehønsene. Vi er noget af det tætteste, I kommer på det hjemlige miljø. Hos os er legepladsen vores have og vi har både græs, træer og blomster og forskellige udfordringer til børnene, hvor de kan øve sig i at kravle op på vores "Skib", de kan gynge og gå på opdagelse i haven. Her er rig mulighed for forskellige sanseindtryk i et roligt og hyggeligt tempo, sammen med voksne, der støtter og skaber gode og sjove læringsmiljøer for børnene. Hos os møder børn, voksne der vil dem med omsorg og viden om hvad børn i alderen 0-3 år har brug for.

Hos os er hverdagen fyldt med musik, motorik, historiefortælling og kreative aktiviteter.  Vi har skovgrupper og tager på tur til Risskov, hvor børnene får en helt anden oplevelse med høje træer og dyreliv i skovbunden. Desuden holder vi fællessang hver mandag, så man som barn får oplevelsen af at være en del at et endnu større fællesskab. Vi arbejder med at give børnene oplevelser med forskellige fællesskaber, så de får erfaringer med at være en del af noget, der er større end dem selv. Derfor har vi også både bamsefest og sandkassefest. Samt den årlige bedsteforældredag og forældrespisning.

De fleste børn i Vuggestuen Trøjborg begynder når de er 9-10 måneder gamle. Når de bliver 3 år skal de videre i børnehave og vi samarbejder med alle børnehaverne i dagtilbuddet, så overgangen bliver så nem og tryg for barnet. Vi går på besøg hos børnehaverne inden jeres barn skal starte, så de har set de voksne, legepladsen og huset inden de starter.

Forældre som ønsker at kommer og se vores dejlige vuggestue, skal kontakte pædagogisk leder Liselotte Krogh på tlf. 24 96 35 62 og aftale et tidspunkt for en rundvisning.  

 

 

Vuggestuen har 24 skønne børn, som er fordelt på 2 stuer. Vi har organiseret os som en åben vuggestue, hvor vi arbejder i mindre aldersopdelte grupper, med blandt andet fokus på sproget, som barnets forudsætning for at indgå i verden og lære og udvikle sig.

Vi lægger vægt på, at børnene lærer og udvikler sig i nærvær og fordybelse sammen med kendte voksne, der ved hvornår den enkelte skal støttes og guides til samspillet med de andre børn. Vi inddrager børnenes perspektiver i gennem hele dagen og har fokus på at benævne barnets initiativer, så de får sprog på det, de oplever og ser i hverdagen.

Vi arbejder med udgangspunkt i dagens rutiner, struktur og gentagelser, da vi ved, at børn lærer gennem gentagelser. Det er inspirerende for et lille barn, at lege den samme leg igen og igen. Legen er med til at udvide barnets kompetencer. Det er her, barnet kan øve sig og gøre sig erfaringer med, hvad de forskellige genstande hedder og hvad de kan. Det er også i legen, at samspillet med de øvrige børn øves og der skal ventes på tur og forhandles, når man gerne vil have bilen eller den kop det andet barn har. I rutinerne trænes barnets hukommelse og den fælles opmærksomhed.

Vi har en fantastisk have, hvor børnene kan udforske og eksperimentere med kroppen og sanserne i fokus. Her har legen også en stor betydning, samtidig med at man kan gå lidt på opdagelse og øve sig i at klatre op i "Skibet" eller gemme sig mellem træerne i haven.

Vi har frokostordning med mad fra Frk. Laura, og om eftermiddagen har børnene madpakker med.

Når vi spiser frokost, sidder børnene i mindre grupper ved bordet sammen med en voksen. Her øver vi os i at sende rundt og smage på det forskellige mad der bliver serveret på små fade. Måltidet er et godt sted til små dialoger og der spises og tales om, hvad det er for noget mad, vi spiser, hvad smager det af og hvordan smager en farve? Her trænes finmotorikken, sproget, fælles opmærksomhed og hukommelsen. "Hvem kan huske, hvad tomaten smager af" eller "hvilken farve den har?"

Se Frk. Lauras kontrolrapport her:

Vi stemmer om det

Det er dig som forælder, der er med til at bestemme om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.

Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost

I vores forældreråd har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag i afdelingen og dagtilbuddet som helhed.

Se, hvad vores bestyrelse i dagtilbuddet arbejder med under Fælles i dagtilbuddet.

Dit barns udvikling og trivsel er rigtig vigtig for os. Vi arbejder derfor løbende med at udvikle og forbedre vores pædagogik.

Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.

Evaluering af den pædagogiske læreplan